Thors nyhedsbrev

Min budgettale i Borgerrepræsentationen den 7. september 2009 i forbindelse med forhandlingerne om budget 2010

Socialdemokraterne vil prioritere socialområdet – igen. Der er mange områder, der trænger, men socialområdet er nok det område, der trænger mest. Der er brug for at se på socialpsykiatrien, boliger til handicappede og så er der brug for, at de mange gode initiativer, der er sat i værk, og som har været en succes, kan fortsætte selv om finansiering er løbet ud.

Som på mange andre områder i kommunen er der stadig brug for at se kritisk på den måde, vi prioriterer vores ressourcer i Socialforvaltningen. Der er få områder, der er velpolstrede. Der bør vi fremover se, om vi kan fordele ressourcerne, så de områder, hvor det ikke er tilfældet, får flere ressourcer.

Der er også områder, hvor vi fortsat må forbedre styringen og dermed givetvis kan effektivisere betydeligt. Jeg er stadig ikke tilfreds med styringen på især handicapområdet og med de kritiske briller på må man spørge, kan det være så svært? Jeg forstår ikke, at der ikke bliver løst flere problemer. Jeg kan ikke sige mig fri for at sidde tilbage med følelsen af, at der mangler et pres fra den aller øverste daglige leder - borgmesteren - for at få gennemført rationaliseringerne. I stedet hører man med sikkerhed, at der mangler penge, når der er et problem. Det er ikke altid det rigtige svar, men med vores styreform er det et opportunt svar.

Vi er stolte over, at det lykkes at sætte 14 mio. kr. af til fattigdomsbekæmpelse sammen med de borgerlige sidste år. Men må undres over, at en stor del af pengene endnu ikke er udmøntet – mange ting går for langsomt, selvom der selvfølgelig er et hav af undskyldninger.

Men der skal også roses for de omstruktureringer, som der er sket. Nuvel, det hele er måske ikke sket af kærlighed til forandringerne, men vi efterlader Socialforvaltningen efter denne periode som et mere rationelt og organiseret sted.

Det værste ressourcespild er dog på grund af vores strategi og den nationale strategi for socialområdet. Man skulle tro, at alle vidste og arbejdede efter, at de helt basale erkendelser som eksempelvis at det ikke er godt nok, at man vil det gode. Og at man skal have en vis størrelse for at kunne arbejde professionelt med tingene. Og at ildsjæle, som arbejder lokalt, skal have opbakning, men ikke derfor fuldtidsansættes. Eller at vi selvfølgelig som politikere ikke skal styre efter vores egne små ønsker, men lave en strategi for udviklingen af områder og dertil ordentlige programmer, som kan gennemføre visionerne.

Kun derved kan vi få den systematik, der skal til og kun derved kan vi opsamle den viden, der skal til, for at vi kan sige, hvad der virker bedst. Men det gør det ikke alene. Vi er nødt til at investere i vidensudvikling. Vi kan ikke regne med, at staten klarer forskning og udvikling. Det sker ikke i nogen særlig grad.  

Vi er nødt til selv at kunne evaluere den indsats, som vi laver, på et videnskabeligt niveau, så vi kan stole på resultaterne. Det er oplagt, at vi på den måde kan sikre efteruddannelse og spændende arbejdspladser. Det er også helt sikkert, at vi kunne trække endog mange ressourcer hjem til kommunen, hvis vi turde satse sådan. Kommunen ville på grund af sin størrelse kunne spille en helt unik rolle på socialområdet i Danmark – ja, måske endda i verden.

Et andet tiltag for at sikre bedre styring er resultatbaseret styring. Jeg skal forsøge at undlade at kalde det performance management, for så kobler vennerne til venstre hjernen fra og den videre debat og lader reflekser overtage. Det er synd og, venner, det er dumt. Dette er en måde at sikre et udviklingspres, som giver kvalitet for borgeren i stedet for ren markedstænkning. Det er en måde, at private indsatser ikke kan slippe af sted med at lave noget af dårlig kvalitet i vores markedsgjorte sektorer.

Det er fremtiden for os, som er kritiske overfor ren markedstænkning og godt ved, at det er nødvendigt med et udviklingspres for alle organisationer, hvis de ikke skal blive ineffektive og hensygne. Også offentlige.

Jeg glæder mig til den sidste tid i Socialudvalget. Det er glædeligt, at det virker som om, at der er konsensus om at forsøge at prioritere området økonomisk i de kommende forhandlinger. Lad os sammen få udstukket endnu flere gode pejlemærker til gavn for de dårligst stillede københavnere.