Thors nyhedsbrev

Ulige adgang til speciallæger 

Af mystiske årsager fritages de private speciallæger fra regeringens ønske om at nedbringe ventetiderne. Samtidig er princippet om fri og lige adgang afskaffet, når det gælder adgangen til speciallægerne. Konklusionen er meget lange ventetider for patienter uden sundhedsforsikringer. Princippet om fri og lige adgang er afskaffet, når det gælder adgangen til private speciallæger. Har man en sundhedsforsikring, kommer man forrest i køen. Det betyder længere kø for alle os andre.

Af Thor Grønlykke, spidskandidat til Regionsrådet for Socialdemokraterne i Københavns Kommune,  medlem af Københavns Borgerrepræsentation (S)

Siden VKO vandt valget i 2001, har vi hørt meget om ventelisterne på sygehusene. Reelt er de ikke blevet kortere, men til gengæld har de tjent som undskyldning for, at der er kanaliseret store summer over i det private sundhedsvæsen, herunder 1 mia. kr. som ren overbetaling.

Dette skal dog ikke skjule, at det er positivt, at skiftende regeringer har gjort en stor indsats for at reducere ventetiderne på de danske sygehuse. Så meget desto mere besynderligt er det, at der ingen steder er fokus på ventetiderne i andre dele af det danske sundhedsvæsen. Hvad med ventetiden på skadestuen eller hos den praktiserende læge? Det mest forsømte område er dog den tid, patienter må vente på at komme til hos en privat praktiserende speciallæge. Fra man henvises til speciallæge og til man rent faktisk kan komme til, kan der gå adskillige uger eller måneder.

Hvor lang tid, der i gennemsnit egentlig går, ved vi ikke – for det eksisterer der ikke nogen opgørelser eller statistik over. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt i forhold til den store politiske bevågenhed, der er på ventetiderne i den offentlige del af sundhedsvæsenet. Og her er vi måske fremme ved sagens kerne: Speciallægerne er som bekendt privat praktiserende – så her er der ikke tale om, at regeringen ved at sætte fokus på kortere ventetider kan snige en privatisering ind ad bagdøren. I Lars Løkkes verden er lange ventetider åbenbart kun et problem, når de eksisterer inden for det offentlige. I privat regi er de noget, vi bare må leve med.

Her vil jeg gerne skyde ind, at lange ventetider på at komme til hos en privat praktiserende speciallæge ikke er noget luksusproblem. Speciallægen er ofte den, der diagnosticerer alvorlige, livstruende sygdomme som eksempelvis cancer. Først når sygdommen er opdaget, er der indført diverse behandlingsgarantier: For så er det en alvorlig sag, kan alle nok forstå. Men også mennesker med invaliderende og risikofyldte psykiske sygdomme venter mange måneder. Hvor lang tid der må gå, inden en speciallæge skal stille den rette diagnose, er der altså ingen regler for.

Men sagen er værre endnu. Regeringens indførsel af fradragsberettigede sundhedsforsikringer er helt indiskutabelt med til at forlænge ventetiderne for alle os andre. I forhold til adgangen til speciallægerne, har man med sundhedsforsikringerne gjort op med princippet om fri og lige adgang til alle ydelser i det danske sundhedsvæsen. Den eksisterer ganske enkelt ikke længere.

De patienter der har en privat sundhedsforsikring, typisk via deres arbejde, kommer ind i køen foran alle andre. Selvfølgelig gør de det – det er jo derfor, der bliver tegnet private ordninger. Det her er ikke noget, man taler specielt højt om i speciallægekredse, og mange er sikkert ikke særlig stolte over det – men virkeligheden er, at patienter med en privat ordning bliver prioriteret.

Det er forunderligt, at Regeringen, Folketinget og regionerne intet foretager sig for at dæmme op for uligheden i danskeres adgang til sundhedsydelser. For der er meget, man kan gøre, hvis viljen er til stede.

For det første kunne det offentlige – der jo er en temmelig stor kunde hos speciallægerne - ganske enkelt stille krav om, at alle patienter skal behandles lige. Det kan ske, når der skal forhandles overenskomster med de privat praktiserende speciallæger i 2010. Der er ikke brug for en eksklusivaftale, men blot at det aftales, at patienter som det offentlige betaler for ikke stilles ringere end andre patienter. Hvorfor har staten og regionerne ikke gjort det tidligere?

For det andet skyldes udbredelsen af private sundhedsforsikringer i disse år først og fremmest, at arbejdsgivere kan trække disse ordninger fra i skat. Det giver en markant ulighed fordi mennesker udenfor arbejdsmarkedet og lavtlønnede ikke har forsikringer på trods af, at disse grupper har den dårligste sundhedstilstand.

På sygehusområdet kan man endnu ikke springe over i køen. Anderledes forholder det sig med de privat praktiserende speciallæger. Her forlænger regeringen reelt ventetiderne for borgere, der ikke har nogen sundhedsforsikring. I USA forsøger præsident Barack Obama for tiden at afskaffe skattefradraget for arbejdsgivere for at udnytte ressourcerne mere rationelt. Hvorfor ikke også i Danmark?

Disse penge kunne snildt sikre en behandlingsgaranti for alle patienter.

For mig er konklusionen krystalklar: Lad os indføre et loft over, hvor lang tid man som patient maksimalt kan komme til at vente, inden man får tid hos en privat praktiserende speciallæge. Lad os sige til speciallægerne, at vi i det offentlige ikke vil være kunde hos dem, hvis de favoriserer nogen patienter frem for andre ud fra andet end strengt lægelige hensyn. Det er ikke ligegyldigt, hvor længe vi må vente på at se en speciallæge. Lange ventetider sundhedsskadelige.