Af Thor Grønlykke (S), medlem af Borgerrepræsentationen
Jeg har besluttet mig for at søge at blive opstillet som 1. kreds’ kandidat til Borgerrepræsentationsvalget i november 2005.
Jeg blev valgt til Borgerrepræsentationen for 1. kreds i november 2001. Det har været en spændende tid, som jeg har været glad for. Det har været sjovt at medvirke til en positiv udvikling i København.
Som medlem af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget er jeg især stolt over at have været med til at skabe ”Børneplanen”. Med Børneplanen er der skabt tilstrækkeligt med pladser til, at der vil være pasningsgaranti i det meste af København i 2005. Det gælder også i 1. kreds, hvor jeg forventer, at det vil være muligt at få pasning allerede efter seks måneder fra til sommer.
Megen tid er også gået med at kæmpe for psykisk syge og for handicappedes vilkår. Vi har eksempelvis forbedret boligforholdende en del, men der er stadig meget at gøre. Det er et arbejde, jeg gerne vil fortsætte.
Det sociale arbejde i København skal i endnu højere grad end tidligere være et godt eksempel for resten af landet. Vi skal udvikle kvaliteten med mere og bedre uddannelse og med egentlig forskning. Vi har brug for en systematisk udvikling af vores tilbud, hvis vi skal nå alle de flotte mål, som vi ønsker som socialdemokrater.
En meget stor udfordring, vi står over for, er en forbedring af den nuværende integrationsindsats. Vi har hidtil gjort en masse og brugt mange ressourcer, men vi skal gøre det endnu bedre.
Andelen af indvandrere, som er uden uddannelse og arbejde, er foruroligende høj. Vi er i gang med en lang række aktive tiltag. Jeg har personligt arbejdet hårdt for at sikre en balance mellem et- og tosprogede i daginstitutionerne.
Arbejdet er kun lige begyndt, men målet er, at integrationen skal starte, allerede når børnene er helt små. Derved kan problemerne på skoleområdet også lettere løses. Og løses, det skal de!
Endeligt er der alle de lokale sager, som der stadig skal kæmpes for i Borgerrepræsentationen. Vi skal undgå, at Københavns trafikproblemer løses ved mere trafik gennem ydre Østerbro. Hvis der skal laves noget for biler i området, skal det være i en tunnel, som munder direkte ud i motorvejen.
Jeg mener ikke, at vi skal acceptere flere biler på vejene på Østerbro. Samtidigt vil jeg gerne være med til at sætte alle generne fra Lyngby-vejen på dagsordenen.
Der er heldigvis gode tiltag på vej på trafikområdet. Jeg glæder mig til, at vi i Borgerrepræsentationen forhåbentligt kan starte processen for en cityring-metro i dette forår. Metroen vil forhåbentligt få mindst to stationer lige på grænsen til 1. kreds.
I næste periode vil jeg desuden gerne arbejde for at lave et fritidsområde med strand i Svanemøllebugten. Vi har i Borgerrepræsentationen fået vedtaget en investering på mange hundrede millioner i at bygge rørledninger, så spildevand ikke kan flyde ud i Svanemøllebugten. Dermed er det nu blevet muligt at lave en strand i Svanemøllebugten.